Må man kysse en ged

BOSE - here we go.................

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, at jeg i snart 2 år har været støjramt, er det muligt med lidt opdatering nu. 

 I skrivende stund ligger jeg på en hård bænk på Stenaline hyllet ind i hovedpude, strikjakke og hørebøffer af mærker BOSE. Sidstnævnte er medvirkende til, at jeg overhovedet kan være i dette larmende inferno af skibs motor, snak, cafeteria og meget støjende unger.

Mindfullness er en udmærket måde at være tilstede på i moderat støj, men det kræver meget energi, så den holder ikke i mange minutter ad gangen, desværre. Jeg bliver totalt drænet for energi og kan ikke holde fokus. Så Mindfullness er for mig absolut hjemmearbejde, og på udebane må jeg ty til skrappere midler. 

Indtil for en måneds tid siden, da Jonas kom hjem med sine fantastiske BOSE høretelefoner, har jeg gået rundt med alle lommer og tasker fyldt med gule Ear-ørepropper. Halveret forståes, så de kunne monteres i mere end 30 sekunder uden at falde ud. De er jo ikke skide diskrete, når de står som 2 gule antenner ud af hver øregang. Ørepropperne er stadig lige ved hånden, men nu bevæger jeg mig i stedet rundt og ligner en aldrende teenager, der har trukket sig tilbage fra samfundet for at hellige sig musikkens vidunderlige verden.

Det er dog ingenlunde tilfældet! Hørebøfferne, som har en anseelig størrelse og mest af alt ligner dem betonarbejder benytter på en tordenvejrs dag, er nemlig lavet så de holder lyden ude. Genial opfindelse. Ikke at de udelukker al støj, men de filtrerer meget baggrundstøj fra. F.eks. kan jeg slet ikke høre skibets motor fra min horizontale stilling lige nu. Al snak er udholdeligt, og det giver jo pludselig en dejlig mulighed for at kunne være - om ikke supersocial, - så dog en måde at være fysisk tilstede på.

Jeg har følt det lidt provokerende, at tage dem på i selskabeligt samvær, fordi jeg synes, det signaler enten HOLD DIG VÆK eller at folk tror, jeg ønsker at spille smart. Nu er jeg ved at være så modig, at jeg godt tør. Jeg er også begyndt at bruge dem i butikker med musik. Jeg ville ønske, jeg havde fået nogle langt tidligere, for det ville have betyudet meget for mig. At de virker overordentligt godt blev jeg klar over i Indiska butikken i Trollhättan, hvor Karin gik og småsnakkede med mig. Til sidst var hun ved at dø af grin, for jeg gik bare rundt uden at svare hende.
Det sjove er, at flere nu,  efter jeg er begyndt at bruge kæmpeparabolerne, har gjort opmærksom på, at man kan få små formstøbte høreapparater med samme virkning. Derfor har jeg, efter et godt råd fra en dejlig veninde, kontaktet Center for Kommunikation i Herning, og skal forhåbentlig snart have lavet et par. De er ikke billige, men jeg håber virkelig, at de kan blive en succes, for lige nu LÅNER jeg jo blot Jonas' hørebriller, og jeg gad frygtelig gerne være mere med ude i livet, og til det vil sådanne fætre være en god hjælp 😍

En anden ting, HVIS jeg ikke havde lånt kæmpeparabolerne, havde det ikke været et issue at starte på Virksomhedsportalen i Ikast. Der findes bare ikke mange steder, hvor der er nogenlunde stilhed. Prøv lige at tage en lytterstatus, hvor du befinder dig lige nu. Er der RO? Den baggundsstøj, der sikkert er..... radio, snak, opvaskemaskine, tv eller andet er nok til at min sociale hverdag, desværre ikke fungerer. Og så ER det faktisk endda blevet en smule bedre. For et godt års tid siden kunne jeg SLET ikke være i det, nu kan jeg være der en lille tid, men må trække mig tilbage og sove. Ja, det er ikke nemt både at være stressramt og særlig sensitiv. Har du en ven, der er støjsensitiv kan du være en rigtig god ven ved at slukke for baggrundsmusik, sørge for at placere din ven yderst og ingen mennesker bagved. Du kan også af dig selv sige, når du inviterer, at der står et rum klar til afslapning. Det er nemlig så forbandet svært selv at spørge om.

Kan ikke huske, om jeg har skrevet det før. Men for mig har det været sådan, at al støj har været lige højt/generende. Forestil dig at tre bands spiller på engang, og du står i midten, eller at alle der snakker omkring dig, snakker lige højt, og du med din hjerne skal holde stemmerne ude fra hinanden. At din hjerne ikke selektivt kan adskille dem, og du ikke kan holde fokus på een af lydene. Sådan har jeg det, og det betyder, at hjernen skal bruge mængder af energi, som du ikke har. Når jeg f.eks.  sidder på cafe,  eller der sidder 2 ved siden af, og snakker om noget andet, skal jeg "næsten fysisk" holde støjen ude. På gode dage, og når jeg ikke er træt lykkes det for en lille tid, men hvis jeg er træt, går det slet ikke. Man lærer sig nogle trixs undervejs. Man går ofte på wc, tager af bordet, trækker lidt frisk luft for at hvile hjernen lidt. Men som regel, når jeg ikke at trække mig i tide - før jeg har overskredet grænsen - fordi jeg jo også gerne vil hygge mig, og det er svært at sige til dejlige venner, at HOV, nu er jeg træt. Ingen kan se, hvordan man har det inden i - derimod hører jeg tit. "Det klarede du da godt", det er selvfølgelig rart nok, at andre synes det, men de mærker heller ikke den tømte konto.

Nu glæder jeg mig til at få taget mål til nye høredippedutter. I morgen skal jeg klippes og på torsdag skal jeg hente mine nye briller - så nu bliver Fru Sommer updatet lidt, og det er ski også tiltrængt.

Lige nu skinner vinter/forårssolen smukt i det næsten udsprungne hjertetræ som vi fik af Inge og John i 1989 i bryllupsgave til vores bryllup nr. 2.

....og på gårdspladsen står det stærkt beskårne Parklind og stritter med sine nøgne grene. I år kan vi se frem til sol på gårdspladsen, tror jeg, for der er ikke mange grene tilbage, som kan bære blade. Livet er ikke så ringe endda. :)

 

 

 

 

 

Mindfull pimpning....................

Muligvis kan jeg ikke male et smukt billede, til gengæld kan jeg pimpe ( i dette tilfælde - PLETMALE) en radiator! 

Per har svinget malerrullen i endnu et værelse. Han HADER at male, og derfor har jeg efter 23 år med lyserødt i dette rum taget initiativet til, at det vi altid kalder "klinikken" har fået en overhaling. Det holdt lidt hårdt, men jeg har dog trods alt KØBT malingen.

 

Jeg er kommet til at holde af at male MINDFUL. Det betyder i al sin enkelhed, at jeg bruger nogle af de åndedrætsøvelser, jeg lærte på Mindful-kursus efterår 2015, mens jeg maler. Jeg maler stille og roligt, bevidst langsomt. Det giver mig en ro i kroppen og samtidig en tilfredsstillelse i, at jeg laver noget, der er synligt. Et bevis for mig selv OG andre på, at selv om jeg ikke magter at være social ret længe af gangen, og at overblik og energi er en by i Rusland

Hvor de små maleprojekter giver ro i sjælen, er det lige modsat med de store. Derfor er det dejligt, at Per på trods af sin store maleaversion, håndterer malerrullen. Det er faktisk ret svært at male jævnt. Det kræver rolighed, ordentligt værktøj, gode håndled og ros på de rigtige tidspunkter :)

Per skal nu ikke have al rosen, for jeg sidder i finmotorikken og maler sirligt fodlister, riller, vindueskarme og dørkarme. I dag blev det så også til pimpning af den gamle radiator i værelset. Den skulle egentlig males helt fra bunden, fordi den var så skrammet, men da jeg alligevel skulle have penslen tømt for maling, inden den skulle rengøres, og jeg alligevel sad på min røv og malede den sidste forliste under radiatoren, pletmalede jeg de værste skrammer på den. Resultatet blev så godt at det greb om sig, og hurtigt var alle pletter væk. "I skyggen er alle katte grå", som man siger, og endnu engang kunne det ikke ses, at det bare er en pletmaling, der er foretaget -  i ikke præcis den samme hvide tone - men alligevel. Resultatet er med en minimal arbejdsindsats blevet GODT!!!!

WP_20170310_006.jpg

Milles gamle lyserøde værelse er nu en saga blot. Godt jeg ikke vidste at brædder med mellemrum er SÅ trælse at male - og jeg har endda kun taget rillerne - så kunne de nemt være endt med at være lyserøde 23 år mere :) Tilbage er nu blot en overvejelse ( og udførelse) af en tæpperensning. En ide jeg skal have solgt til Nielsen. For der må han vist på banen igen :) 

Endnu et lille stykke elefant er blevet ædt uden forstoppelse. Forude ligger ny udfordringer - af en helt anden slags. Efter at have været på "Nyorienteringskursus" i et 2 ugers-forløb, skal jeg på fredag til rundvisning og samtale på Virksomhedsportalen i Ikast.
Nyorienteringskurset var en mega hård udfordring, som jeg tudede mig igennem og ikke klarede særligt godt. Jeg magtede slet ikke de mange timer (18) og måtte blive hjemme et par dage og gå før tiden. Jeg er bombet godt tilbage igen, og den følelse er mindre end rar. Jeg fik endnu engang sat mine grænser ALT for sent. Jeg er blevet SÅ dårlig til at sige fra. Tænker altid, at jeg prøver lige "lidt længere", og det går jo galt HVER GANG.
Nu VIL jeg lære det og gøre det. Jeg skal arbejde med mine hænder, ikke mit hoved!  Nu har jeg brugt min hænder og min krop i dag - og nu er der dømt sofa, en "morfar" og bagefter måske lidt Netflix. Netflix er et godt råd fra Stresscoachen og det virker! Heldigvis har jeg det godt herhjemme, når jeg ikke skal udfordres for meget ude i den larmende verden. Jeg håber, Virksomhedsportalen bliver en succes, og at der bagefter er en arbejdsplads, der ikke KUN vil have ROBUSTE medarbejdere i deres virksomhed. En virksomhed som også kan se værdien i sensitive mennesker. Vi har nemly også vore styrker :)

 

Fra skrot til guld...........

......tror jeg der er en udsendelse, der hedder. Nej, det lyder nu forkert - det er vist Fra SKROT til SLOT???  Tit bliver jeg meget inspireret af at se sådanne udsendelser, hvor man forvandler gamle ting, man ellers ville smide på losseren. Som oftest bliver det dog ved ideen og tanken, indtil skrottet ender som SKROT. Men ting med affektionsværdi kan være lidt svære at slippe. Sådan har det også været med morfar og mormors gamle finerreol. Køn var den altså ikke, men jeg har da haft den stående 10-15 år som sådan i mit soveværelse, hvor den har en rigtig fin størrelse og nytteværdi. Man går jo og bliver lidt "Hemmablind" som de siger i Sverige, og vænner sig til tingenes tilstand. Sådan endte det også i dette tilfælde, lige indtil det blev flyttet tilbage i det nymalede soveværelse. SÅ var det altså for slemt!

Derfor måtte jeg igang med at blande maling igen. Resultatet blev den yndigste sarte turkisblå, som matcher noget af mit sengetøj. NØJJJJHHHH, hvor er det blevet fint!!!! Men renovering griber jo om sig. :)

Dette lille bord fik også en omgang turkis light og blev så fint så fint. Glemte altså at få det fotograferet - måske kommer der et billede senere.

Weekenden var stille og sløv, men Per kunne imellem et par afsnit i Netflix-serien "Homeland" lokkes til at hænge billeder op i soveværelset - efter mine strenge anvisninger, forstås :) Det er sådan en tilbagevendende diskussion, vi har her i huset. Jeg er millimeterfikseret, når det gælder ophængning af billeder, med det resultat at bilederne ofte kommer til at stå "og ta´ sig ud".  Pludselig en dag, så hænger de efter det forhåndenværende søms princip. Et princip, som ALDRIG matcher med mine forventninger og ideer, og så tager vi endnu en diskussion. Jo, KEDELIGT er det ikke i vores ægteskab! ♥♥♥ 

Jeg har længe tænkt at skifte betrækket ud på mit gamle træstrygebrædt, men fordi jeg har hængt i bremsen, er der jo ligesom  heller ikke sket noget på det område. Men en lille rest hør fra de glade Sødahl tider blev fundet frem, mens Per knaldede søm i væggen.

Det blev klippet til og sat fast med knappenåle.

Derefter clipset på med en clipsemaskine, Nielsen havde i gemmerne. Jow, indrømmet... det ligner lort på undersiden.......

...but who cares? På under en ½ time var strygebrædtet fint som nyt. Matcher til både sengetøj og reol og billeder. Et STORT punkt på to-do-listen kunne med minimal indsats krydses af på listen. Jeg føler mig glad. Nu er der et nyrenoveret rum, hvor jeg kan lade min krop og sjæl op med energi, når det er tiltrængt - og det er det TIT.
Men som en anden stressramt så rigtigt og sødt skrev som kommentar til mit forrige indlæg. En elefant spises en bid af gangen!  Jeg spiser bare videre. Nu er appetitten ved at være der, og lige om snart skal jeg på "NYORIENTERINGS-kursus" på kommunen. Jeg vil blive virkelig udfordret, for timemæssigt overskrider kurset langt, hvad jeg endnu formår. Men jeg tager elefanten ved snablen, æder den bid for bid, og så siger jeg TAK for mad, når jeg er mæt. Mærker min grænse (håber jeg), sætter mine grænser (håber jeg) og tager et hvil. Man er ikke forpligtet over sine evner og formåen. Det er lektien jeg øver på at lære. TAK FORDI DU LÆSER MED.

UNDSKYLD vi roder......!

......det er nok den sætning jeg har sagt flest gange i mit voksne liv, når jeg har fået uventede gæster. For jeg ER altså et stort rodehoved! Det er kreative mennesker vist i øvrigt ofte? Kommentarerne til mine undskyldninger er til gengæld næsten altid, enten.. "Naj, I bor da så hyggeligt og spændende",  eller "her er da IKKE rodet - så skulle du bare se hjemme hos os". Vi bor måske spændende i andres øjne, i hvert tilfælde hyggeligt, efter vores egen mening altså. Men det synes vi måske allesammen, vi gør? Ellers ville vi vel ændre der?

Meget kan man sige om vores hjem, men minimalistisk er det godt nok IKKE, og det bliver det nok heller aldrig. Ikke fordi, der ikke er noget dragende over det minimalistiske, især i en rengørings situation, men jeg har et still-leben gen, der får min kreative/innovative hjerne til at lave interessante og smukke opstillinger inde i mit hoved. Så når jeg ser sjove skæve ting på loppemarkeder og andre steder, ja så er der ikke langt fra tanke til handel. Det betyder, at vi har alt for meget jordisk gods i forhold til plads = rod!

Normalt er det jo gået meget godt. Bare ikke siden min hjerne brændte sammen for 1½ år siden. Det går bare SLET ikke, når det roder både inde i mit hoved og omkring mig. Sådan ER det med stress hjerner. Ordnung muss sein! Jeg kan slet ikke overskue det. Nogle gange har jeg været nødt til at gå i seng af samme grund. Jeg har derfor forsøgt - efter bedste evne, - at holde det nogenlunde ryddeligt, og det gik meget godt indtil midt i november, hvor vi besluttede os for at få fjervarme installeret i stedet for det gamle oliefyr.
Per gik ivrigt i gang med at tømme kælderen for 25 års lort!!!!! Det skulle gå stærkt, så håndværkerene kunne komme til. Alt blev opmagasineret rundt i hele huset, oppe og nede, ude bag ved, ja over ALT. Jeg var grædefærdig, fik hjertebanken, blev vred, rastløs og frusteret. Følte der var rod overalt, hvad der jo altså også var :)  Forsøgte at rydde lidt op og smide ud. Beklagede mig til højre og venstre. Men sådan måtte det jo være.

Nu skriver vi  midt februar. Fjernvarmen blev installeret lige før jul, kælderen har været under Pers kærlige renovering. Det går langsomt frem ad, og jeg burde ikke brokke mig. Slet ikke, for jeg har en dejlig mand som arbejder hårdt, både ude og hjemme. Men jeg holder det ikke ud!!!! Så kan du jo bare selv gå i gang, vil en og anden så nok tænke. Ja, det ville jeg også gerne. Men faktisk kan jeg endnu ikke selv overskue at lave et helt måltid mad...... bare lige for at anskueligøre, hvor laset min hjerne er blevet.

Men alting får en ende........... også byggerod. Endelig sidste weekend lagde Per sidste hånd på "projekt kælder" og tingene blev sorteret og flyttet derned igen, og nu har vi en velorganiseret kælder, hvor tingene er sorteret og sat i gennemsigtige plastkasser, så det er en ren fornøjelse at gå i kælderen.

Selv om mit aktivitetsniveau ligger lavt i forhold til tidligere, får jeg nu alligevel også selv lavet  lidt - på trods. I løbet af en uges tid, har jeg langsomt klargjort og malet vinduer og skabe i mit soveværelse. Det har taget tid. Men jeg har lært at planlægge i forhold til, hvad jeg magter. Jeg laver en 3-4 dages plan. Få ting på til hver dag. Lidt ad gangen. Lidt hver dag - og så bliver det jo alligevel samlet til noget. Mindfull har jeg malet et vindue med små fine strøg. Streget ud på min liste. Taget en morfar og malet endnu et vindue. Streget ud på min liste. Næste dag grundet skabe og krydset af. Dagen efter malet skabe og krydset af.  Dørkarmen fik det glatte lag. Og så..... lige pludselig var al træmalingen udført. Tilfredsheden melder sig. Jeg KAN godt. Jeg gør mig umage :) Malerarbejdet er gjort godt og grundigt - tænker faktisk at min gamle far sidder i sin himmel og kigger stolt ned på sin datter! 

Alle de små sirlige ting har jeg lavet. Men efter en uge mødte jeg så min grænse. Jeg lokkede Per med ud at købe vægmaling og lokkede ham med ros og søde ord til at male væggene. Male vægge KAN jeg simpelthen ikke - jeg ville ønske jeg kunne. Jeg er simpelthen et SVIN med en malerulle. Men Per KAN. Han kan stort set alt - men det er så ikke alt han GIDER. Han hader også at male, men for min skyld gjorde han det. Han er skisme en DEJLIG MAND ♥♥♥.  Det tog ham bare 1 1/2 time 2 aftener i træk, så var den ged barberet! Han er effektiv, når det tager ham! 😄 Til gengæld hentede jeg så mad i pølsevognen. Vi har alle vores spidskompetencer:)

 

Dagen efter vaskede jeg gulve og malede fodlister. Sammen flyttede vi tingene ind igen. NØJ, hvor blev det fint. Jeg er så glad så glad. NU har jeg et ROLIGT rum, som er HELT som det skal være. Ryddeligt og fint. Nu kan jeg bare trække mig tilbage til et NÆSTEN minimalistisk rum. Nu mangler bare alle de små hyggeting - og så er det slut med minimalismen, tør jeg godt love. Den brune reol skal males og billeder skal hænges op og strygebrædtet have nyt betræk. Så der er stadig små projekter til ugeplanen. Jeg mærker, jeg er på vej - den rigtige vej.

Mindfull maling......................

Jeg ved ikke, om I kender det? Man går hjemme - af en eller anden årsag - og man glor på de samme vægge dag ud og dag ind. Man får øje på alle de fejl og mangler, man synes, der er i huset. Herregud - de var der altså også, inden jeg gik i dørken, men dengang havde jeg ikke tid til at ærgre mig over dem. Vinduet og dørkarmen i badeværelset, der aldrig blev malet, da vi fik lavet badeværelse for 6-7 år siden. Vinduerne i køkkenet som ikke er blevet malet i 15 år!!! Dørkarmene i hele huset, som er blevet pænt skrammet i årenes løb - selvom de da næsten lige er blevet malet..... for 10 år siden osv osv osv....... listen er L A N G!
Siden jeg var i Kenya første gang, har det nogenlunde raget mig en fjer med disse fejl og mangler - for et eller andet sted er det uden betydning. Men i og med at jeg har været sygemeldt så længe og ikke har noget overskud, har jeg brugt rigtig meget energi på at holde det ud. 

I mandags tog jeg så skeen i den anden hånd, i et forsøg på at ændre tingenes tilstand. Tog over til Hr. Larsen i baghaven og købte 2 ½ liter hvid maling. Nu er HVID maling jo IKKE HVID maling! Nej, den findes i brækket 1 - 2 eller 3 gange i et hav af nuancer. Men jeg besluttede mig for, at den fanemej skulle være hvid med hvid på - og den skulle være BLANK! Med rådet om lidt mere bræk og lidt mindre glans, købte jeg simpelthen, det jeg selv følte for. SÅDAN! 
Så var den dags energi ligesom brugt - men med Nielsens hjælp fik jeg fundet alt malergrejet frem.
Som datter af en malermester er jeg opdraget til at værktøjet skal være i orden. Gang på gang køber jeg dyre og gode pensler, men når jeg så skal bruge dem næste gang er de pist væk. Penseltyven har atter været der, og tilbage ligger 3 pensler til en ti´er fra Jem og Fix - uduelige til andet end plankeværk. Heldigvis fandt jeg også en lille fin pensel fra dengang jeg underviste i noget akvarelmaling, og den måtte så bestå sin prøve. Så var den dags energi desværre brugt, selv om lysten til at gå i gang var stor.

Tirsdag skulle jeg først igennem alt det ur-trælse med afvaskning med grundrens, afvaskning med rent vand og slibning. Over 2 timer brugte jeg på det - men tilfredsheden var stor - det samme var trætheden. En ordentlig morfar og så var jeg endelig klar til køkkenvinduet med min lille pensel. Jeg begyndte stille og roligt. Tungen lige i munden og en malerklud inden for rækkevidde. For en gang skyld gav jeg mig godt tid. MEGET god tid - og resultatet udeblev da heller ikke. Så fint så fint, hvis jeg selv skal sige det. Efter en time var jeg færdig og rimeligt selv-fed. Ikke en eneste løber eller "malen ind på glasset" var der. Igen var jeg totalt færdig - men problemet er, at jeg aldrig kan stoppe. Jeg var alt for træt til at tage dørkarmen, men jeg gik rundt med penslen og pletmalede på dørkarmene, og fy for pokker da, hvor blev det fint. Nøj, hvor var jeg bare glad.

Onsdag var det badeværelsesvindue og karm, der fik tur. Stille og roligt - ren Mindfullness. Roen indfandt sig og jeg stoppede, da jeg blev træt. Var for engang skyld tilfreds med det, jeg havde nået. Normalt vil jeg altid være færdig før jeg er begyndt, men her er det anderledes.

I dag torsdag har det så været maling 2 gang af alt det jeg har lavet de andre dage. 2. gang er heldigvis altid nemmere og hurtigere, fordi beskæringen er på plads :) Da jeg var klar til dagens morfar igen igen ringede syge Silke 3 år, og spurgte om jeg ikke ville komme op og spille vendespil med hende. Hun havde lige en lille pause i al opkastningen, og syntes jeg skulle komme. Tror nu mere det var Mille, der var kørt træt i at vaske puder, hynder og sengetøj med bræk på. Det blev en lille gåtur i det dejlige efterårsvejr og et enkelt spil. 

Hjem  til endnu en lur.  Ja, jeg hviler konstant, for på en god dag går der max 4 timer, før jeg må trække stikket, så ALT i mit liv er logistik! :) 
Da jeg så kom ned i køkkenet og skulle pakke malergrejet sammen, fik jeg lyst til at male min gamle hylde med skuffer. Den er en jeg har arvet af fætter Lars og Annie, som ikke lige kunne se værdien i det gamle lort. Den har indtil nu stået autentisk flødefarvet og var måske liiiiige autentisk nok. Nielsen blev sat til at finde slibemaskine og efter 5 minutter var den klar til en omgang. Nu ved jeg altså ikke om det er helt efter kogebogen, og OM man overhovedet kan gøre det jeg har gjort? Jeg fandt mine akryl malefarver frem og så blandede jeg selv den yndigste turkis/lyseblå farve i maler Larsens maling- og et kvarter senere, var den ged barberet. Om det så holder ved jeg ikke - men hvorfor skulle det egentlig ikke det?

Oven på den lille hylde har vi i mange år haft en frygtelig GRIM radio med plastkasse stående. Jeg har tidligere forsøgt, om vi ikke kunne kasserede den, for den er meget langt fra køn - men den er ligesom hver gang, endt på samme plads igen. Gæt.......

"Satme NEJ" - sagde Nielsen - "Satme Jo", sagde fru Sommer - og sådan blev det - og NU går jeg MÅSKE ud og snupper anden omgang med de sidste småting - før jeg går i seng. Og så skal I da bare høre Nielsen i morgen, når han står op. Det bliver så fint så fint.

GLEMTE jeg at fortælle, at jeg elsker RICE  https://www.ricebyrice.com/da-dk - pasteller og sjove ting? Det vigtigste er dog, i hele denne laaaaange fortælling, at jeg lige nu er lidt tilfreds med mig selv. Synes selv, jeg har fået lavet meget i denne uge. Så skidt med at det har taget lang tid og mange dage - det vigtigste for mig er - at jeg GJORDE det, og jeg har gjort noget, der er godt for mig selv. :)

 

 

 

Drivhus og stille regn

Vi har et stort drivhus, der decideret er indrettet til hyggehus. Det har aldrig været intentionen, at der skulle dyrkes her, for det har vi for længst erkendt IKKE er vores spids kompetence. 

En enkelt vinplante har dog fået lov til at overleve i den ene ende, det får drivhuset til at emme LIDT af Sydeuropa.

WP_20160625_019.jpg

I år har huset rodet en del. Per har haft et lille projekt kørende og alt skrammel har stået til opbevaring i drivhuset - så man slet ikke kunne DRIVE i det! Men for nogle uger tog jeg mig på en god dag sammen og ryddede op og gjorde det beboeligt, så vi igen kunne bruge det. Det fik vi så faktisk ikke gjort, fordi vejret blev for godt - og når der er for meget sol, ja, så bliver det for varmt at være derinde. I dag havde vi inviteret gamle venner på en lille frokost, og så kan det nok være at Nielsen tog affære. Glasset blev kalket og det skrammel, der ATTER havde sneget sig ind blev fjernet, og så var det klart til en lille hyggefrokost. Selvfølgelig begyndte det at regne under frokosten, men var der noget, vi var lige glade med, var det det. Temperaturen var perfekt, vennerne glade, maden god og hyggeligt var det med regnens trommen.

Da gæsterne var gået hjem, var jeg træt og havde intet ønske om at bevæge mig ud i regnen. Efter en lille "morfar" på den umagelige sofa fandt jeg strikketøjet frem, og sad en stund og nød den sagte regn og stilheden og den helt specielle duft, der er, når det regner. Jeg kunne dufte krydderurterne lige uden for døren. Besluttede at jeg noget oftere skal sætte mig ned i dette lille paradis og strikke/tegne/læse eller bare VÆRE. Udfordringen ER - at der som regel enten er for koldt eller for varmt. Men i DAG var det bare perfekt. Det gjorde mig glad og gav mig energi til at skrive her på bloggen. Jeg har ofte lyst til at skrive om dit og dat, for ord og emner er der ved Gud nok af i min rodede hjerne, men energien rækker desværre ikke til så meget endnu. Men FREMAD går det - stille og roligt :) og lur mig om jeg ikke får skrevet lidt mere. Mine tanker går på, om jeg måske kunne skrive noget brugbart om stress, der kunne være til nytte og glæde for andre i samme båd. Lad os se hvad tiden bringer! :)

Når låget springer af.........

For ca. 7 uger siden - og en lille uge efter jeg skrev det forrige indlæg om pimpningen af vores campingvogn - skete der for mig - noget ret dramatisk. Jeg gik totalt i dørken med stress!

Når jeg vælger at skrive om det her, er det et led i at bearbejde det stormvejr af følelser, der har rast og stadig - om end i kortere perioder - raser i mig. Det er ikke, fordi min fortælling er særlig slem i forhold til det, rigtig mange andre går og kæmper med, men for mig ER det en hård nyser, og jeg har virkelig været helt derude, hvor jeg faktisk knap kunne bunde. Nu begynder det heldigvis så småt at lysne fra øst, og tidevandet begynder så småt at trække sig tilbage. Dvs. alle de fysiske gener, som følger med det at være ramt af stress, er der stadig i svær grad, men gennem terapi, begynder jeg nu at mærke lyset for enden af tunnelen, og ved at jeg nok skal komme igennem med tiden :)
Det er også vigtigt for mig at sige, at der ikke er anklager i det jeg skriver. Jeg ved, jeg selv har en del af ansvaret for min stress - for man skal gå i tide, når ens arbejde ikke føles godt for "sjæl og legeme". DET er bare SÅ meget nemmere sagt end gjort!!!! Skal jeg komme med en lille forundring... er det, at vi har et samfund med - på den ene side - mange arbejdsløse og på den anden side mange der har en alt for stresset hverdag. Tænk, hvis man kunne få det til at gå op i en højere enhed og fordele arbejdsmængden på flere hænder.Tror samfundet vil spare penge i sidste ende, hvis det kunne lykkes.

Igennem rigtig lang tid, har jeg været stresset på arbejde. Jeg har prøvet det før. For ca. 5 år siden var jeg sygemeldt nogle måneder og gik derfra langsomt op i tid, indtil jeg nåede op på de 22½ time, jeg havde besluttet mig for at arbejde. Det var rædselsfuldt dengang, og jeg lovede mig selv og min familie, at der, skulle jeg aldrig ud igen.

De/jer, der selv har prøvet turen - og det er der jo desværre mange der har, ved jo selv hvilken glidebane det er. Symptomerne kommer en efter en. Mine har bl.a. været TRÆTHED TRÆTHED og atter TRÆTHED til at begynde med. Problemer med at falde i søvn, opfarenhed, dårligt humør, - men hvad pokker, det er der jo så mange, der har problemer med. Så kommer der nogle gode dage, hvor det bare kører derud af. Dejlige kolleger og følelsen af sammenhold og det at trække på samme hammel. Man klemmer ballerne sammen og tænker, at det ka´ ski ikke passe, at man kan få stress af bare 22 ½ time. Har siden fået at vide, at HVIS man nu havde haft flere timer til at nå sit arbejde, så var sandsynligheden for stress mindre. Det ved jeg så ikke, om det passer - men det lyder jo ret sandsynligt :)
Så begyndte jeg at glemme, ikke bare GLEMME, men RIGTIG glemme. Så kunne jeg ikke overskue selv små ting, og især ikke forandringer. Forandringsparatheden har også en grænse. Hjertebanken, konstante hedeture - som stort set forsvinder, når jeg går herhjemme.

Næste trin var, at jeg ikke kunne koncentrere mig. Multitaskning har ellers været mit mellemnavn,  men til sidst - inden det gik helt i ged - kunne jeg hverken strikke, hækle eller lave andet kreativt, og SÅ er den altså HEL GAL!!! Faktisk måtte jeg ligge ca. 3 timer hver eftermiddag, når jeg kom fra arbejde. Ikke for at sove, for det kunne jeg heller ikke længere, bare ligge og forsøge at hvile. Tidligere kunne jeg snuppe et powernap, og så var jeg på banen igen. Ingen overskud overhovedet men masser af dårlig samvittighed over alt det jeg ikke formåede. I Januar lavede jeg en TIME OUT! Jeg rensede kalenderen for de fleste aftaler, sagde nej til mange ting og var en rigtig kedelig lyseslukker. Heldigvis har jeg VERDENS BEDSTE OG MEST HJÆLPSOMME MAND, og Gud ske lov for det. Han sagde mange gange, at jeg bare kunne sige op. Men det turde jeg faktisk ikke! Tæt på efterløn, næsten 59, kvinde og med den store arbejdsløshedsprocent, der er i min aldersgruppe, ville det være noget af det dummeste at gøre. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg ikke kørt linen så langt ud.

Pludselig en dag sprang elastikken. En bette petitesse, men bare lige dråben, der fik bægret til at flyde over. Jeg måtte tudende gå hjem fra arbejde og vist efterlade chokerede kollegaer. Jeg er ellers ikke typen, der græder hvert år! Efter en uges sygemelding, hvor jeg bare havde det SÅ dårligt, tog jeg beslutningen om at sende min opsigelse. Kunne mærke, at der ikke kunne finde en healing sted, før jeg tog denne beslutning. Om den var svær at tage???? Både ja og nej! Svært at skulle "give op" og forlade nogle dejlige kolleger - let, fordi der ikke var anden vej tilbage.

Min sommer blev ikke nogen drømmesommer. Det blev dog - på trods - en god sommer i tosomhed med Per, hvor nærhed og "lave ingenting" var kodeord. Jeg har INTET lavet - det har jeg ikke kunnet. Jeg har siddet i solen og suget D-vitamin. Det, der har været bedst for mig var at være i campingvognen. Ingen kendte folk, 5 minutters oprydning, ingen beslutninger, der skulle træffes, ud over om jeg ville have et bad eller ej. Maden blev serveret, Per trak mig med ud på små overskuelige gå og cykleture. Det var faktisk rigtig svært at komme hjem til Brande igen. Her er alt for mange beslutninger, der skal træffes.

Jeg har rigtig mange fysiske og psykiske gener, som jeg af hjertet håber bliver bedre, for ellers er prisen for at arbejde, som jeg har gjort, ALT for høj. Jeg har altid elsket at arbejde, få noget fra hånden. Hjælpe andre og give en hjælpende hånd med, når jeg kunne se det kneb for kollegaerne at nå deres. Jeg er kreativ og får mange ideer til hvordan man kan optimere og forbedre, og ofte har det jo medført lidt ekstra arbejde i første omgang. Noget som jeg gladelig har påtaget mig. Men prisen har altså været for høj.

Jeg kan f.eks. ikke se en TV-avis eller en film. Hvis der kører undertekster, kan jeg ikke koncentrere mig.  Jeg er rastløs, har ikke kunnet læse, kan slet ikke tåle støj - dvs. kan ikke sidde ret længe i selskab med andre. Svært ved at være sammen med alle 3 børnebørn på en gang. Kan ikke gå ud og handle mere end 3-4 ting. Skal have alt skrevet ned. Må tit gå ud af en butik igen. Må lægge mig flere timer, hver gang jeg har lavet en lille smule. Tør ikke ringe til f.eks fagforening, kommune og forsikringer o.l. og er der noget man skal, når man er syg, så er det da det! Godt jeg har haft en god veninde, der har hjulpet mig med det.

Alt tager lang tid. At skrive dette indlæg, har taget 100 år og en søndag - noget som normalt kunne gøres på måske en ½ time. Nu må jeg se, hvornår jeg tør lægge den ud :)

Men nu.........Slut på jammedalen :)

Skal jeg sammenligne med, hvordan jeg havde det for 5-7 uger siden, ja SÅ går det fremad :) Nu kan jeg (ind i mellem) snakke uden at tude. Jeg er begyndt at bruge nogle redskaber, jeg fik af en coach for 5 år siden. Jeg er begyndt i terapi. Jeg er ikke vred længere, jeg har taget ansvaret over på mig selv, og jeg forsøger at lade det ansvar, der tilhører andre, ligge. Jeg er begyndt, at kunne mærke efter og sige NEJ TAK. Er blevet bedre til ikke at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg skulle have handlet anderledes. 
Efter en god snak med min læge den anden dag, er jeg nu ved at affinde mig med, at jeg ikke er rask, hverken i dag eller i morgen. At jeg faktisk ER syg, og det er ok med ro og hvile i måske flere måneder. At kunne skrive dette blogindlæg er et godt skridt på vejen. Jeg er spændt på, hvordan mit arbejdsliv bliver - men ÈT er sikkert, jeg kommer til at sadle helt om :)

TAK FORDI DU LÆSTE med :)