Må man kysse en ged

Spring fra 10-metervippen.........uden redningsvest!

Onsdag tog jeg tilløb og torsdag SPRANG jeg ud fra 10-metervippen UDEN redningskrans.

at-vove2-1024x684.jpg

Det er næppe undgået mine Facebook venners opmærksomhed, at jeg de sidste 2 1/2 år har været ramt af stress og udbrændthed. Det har fanemej været intet mindre end SVÆRT. Jeg har ikke kun haft kognitive vanskeligheder med koncentrationsbesvær, at huske, læse, lytte og støj.  Jeg har virkelig haft en stor identitetskrise. Fra at være en udadvendt, stærk, kreativ, en rimeligt socialt engageret person, der altid har brændt for at hjælpe andre mennesker og sat en stor ære i at kunne klare mig selv, ramte jeg i juli 2015 muren. Så slemt at jeg synes, jeg helt har haft mistet mig selv.

Vejen siden den dag har været svær at gå, men med en stærk og fantastisk klippe af en mand, dejlige børn, en fantastisk veninde og terapeut og dejlige venner er det jo heldigvis alligevel gået stille og roligt og uhyre L A N G S O M T fremad.

virksomhedsporten-flaglogo.jpg

I foråret startede jeg presset af en jobkonsulent i virksomhedspraktik på et beskyttet værksted i Ikast. Det har været både hårdt og godt. Ramsdalgruppen - Virksomhedsporten har været et fantastisk trygt sted at starte og få fodfæste igen. Jeg kan kun takke de mennesker der. Især min mentor, som har støtte mig i og forsøgt at lære mig - at det altså ER OK, at sige fra. At det IKKE er mit ansvar det hele, og at det er vigtigt at sige fra i tide! Tror såmænd ikke jeg har lært det endnu, men jeg er på vej og øver!!! DÆLME SVÆRT - når man egentlig i bund og grund er en PLEASER.  Der er grædt rigtig mange tårer i de 2 1/2 år. Både hjemme, hos vennerne, hos mine terapeuter, på kommunen og hos Ramsdal. Hvis tårer virkelig var guld, ja, så vil jeg aldrig lide nogen økonomisk nød! 😉  Det ER de desværre ikke!

Tidligere har jeg stort set været rimeligt lideglad med, hvad folk tænker. Sådan er det desværre ikke længere. I takt med at jeg fik det dårligere, blev jeg mere paranoid med hvad andre kunne tænke. "Er det bare pjæk? Skal hun bare være interessant? Nahr..... stress???? Gider hun ikke arbejde? Osv."  I den dur.  Tankerne har kørt som et ekstra spor næsten 24/7, synes jeg. Kun når jeg har været helt væk - i sommerhus, på ferie eller hvor der ikke er nogen, der kendte mig, har jeg kunnet give lidt slip. Nu kunne man tro, at det kun er mig der har det sådan. Det er det så IKKE! jeg har snakket med rigtig mange andre sygemeldte, som næsten alle har det på samme måde. De/vi har ikke ORKET verden. Vi er måske kørt udenbys for at handle, sagt nej til invitationer, gemt os ned under dynen. Været bange for ikke at blive forstået. Udadtil ligner vi os selv, men indadtil er der kaos.

kaos.jpg

DRÅBEN, der fik bægret.....
Jeg er typen, der er mega bange for at gøre noget forkert i forhold til kommune, SKAT og Fagforening, så der går jeg med livrem og seler - og GØR ikke bare noget, og håber det så var OK. Andre steder er jeg meget lidt autoritetstro! Men i forhold til det offentlige forsøger jeg at undersøge tingene grundigt eller få andre til det for mig :)

I onsdags fandt jeg så ud af, at jeg ikke måtte holde efterårsferie!!!! Ferieåret i det regi hedder åbenbart 5 uger regnet 12 måneder tilbage,  og ikke som alle andre steder fra 1. Maj til 1. Maj. Det er der så bare ikke lige nogen sagsbehandler, der synes, det har været vigtigt at fortælle. Når man er udbrændt og hele tiden hænger i det yderste af fingerspidserne og i god tro ser frem til en ferie, der skal "redde en" og så får sådan en besked. Ja, SÅ vælter læsset altså. Det vil sige, at jeg faktisk først må holde ferie igen efter 1. april 2018. DET blev simpelthen bare for meget! Måske raske mennesker ville kunne tackle det nemt og smidigt men tror ikke det er mange sygemeldte der kan. For mig blev det DRÅBEN, der fik bægeret til at løbe over - helt over!!!! DET fik jeg vist også kommunikeret ud til min sagsbehandler, som nu også kunne tolke ud fra det jeg fortalte, at mit forløb hos Virksomhedsporten måtte stoppe, og der skulle findes noget andet til mig! NO WAY!!!

JEG SAGDE OP i KOMMUNEN!!!!  Jeg er ikke sikker på, det sker ret tit. Jeg ved faktisk slet ikke om man KAN sige op i kommunen :) For der blev tavst i den anden ende! 
Efter det var der selvfølgelig TOTAL KAOS i mit indre. Jeg græd og græd og græd, men med Pers og Jettes ro og støtte blev beslutningen blev taget. Nu er nok NOK. Faktisk lavede vi i sofaen en gældende afstemning ved simpel håndsoprækning. Resultatet blev 3-0 til at jeg nu træder ud af "samfundet" en tid :) Uden sikkerhedsnet overhovedet - bare PER :)

Torsdag morgen kørte jeg til Virksomhedsporten og sagde farvel. Det var en stor lettelse. Min mentor er fantastisk, og endnu engang måtte jeg tude lidt, men denne gang af lettelse og rørthed over de varme knus og skulderklap jeg fik af de andre. Mærkeligt at det er nødvendigt at måtte skippe al økonomisk sikkerhedsnet i en alder af 61, for at få det bedre. Efterlønnen er nemlig røget sig en tur!!! Men flere sagde, at de synes det er SEJT, og de ville ønske, de turde. For mange af dem har det på samme måde som mig. De har bare ikke modet og baglandet i orden til det.

Torsdag kl 14.30 ringede jeg - med Per ved min side - til min sagsbehandler og "sagde op og meldte mig ud af systemet". Hun forstod det ikk!!!! Der er nogle procedurer, der træder i kraft, så på Mandag raskmelder jeg mig endeligt. NEj, jeg er ikke rask i den forstand, at jeg kan tage et arbejde i støj og larm på en arbejdsplads. Men det er heller ikke det jeg skal lige nu. Nu holder jeg selv-betalt "sabbatår" indtil 1. januar. Jeg rejser mig af støvet, og efter nytår starter et nyt kapitel som terapeut igen. DET er nemly mine spidskompetencer. Det ved jeg, jeg kan og er god til. Jeg håber selvfølgelig, at både gamle og nye "kunder", har lyst til behandlinger, kurser, perler og hvad jeg nu ellers kommer til at ernære mig ved 😁

Da den samtale var overstået, følte jeg mig 100 kg lettere - faktisk helt tom inden i - og GLAD MED GLAD på. Jeg VED, det er den rigtige beslutning.

Faktisk er jeg lidt stolt af mig selv. Hvor mange tør tage samme spring fra 10-meteren i en alder af 61, og give helt slip. NU har jeg GJORT det - og nu beder jeg til, at universet holder hånden UNDER/OVER mig - eller en stor lottogevinst krydser min vej.

Nu får jeg fat i min identitet igen. En af mine unge veninder sagde for et par uger siden. " Bliv nu selvstændig - det er Ikke DIG, der er noget galt med, du er FEJLPLACERET" . I guder, hvor har hun ret. TAK til dig, der sagde disse ord. Nu er jeg på vej op på hylden - den rette - igen. Alle mine venner har ønsket TIL LYKKE og tror på mit nye liv. Mange af dem har tilbudt hjælp med det ene og det andet. Jeg er SÅ taknemmelig.

Indtil da holder jeg F R I ! Fri fra krav, forventninger og ødelæggende tanker og bekymringer. Bare FRI. 

TAK til dig, fordi du læste med på den lange smørre❤️

Text