Må man kysse en ged

Hvordan går det deroppe??????.......

I morgen - onsdag den 12. oktober - er det lige nøjagtig 3 måneder siden vore dejlige venner mistede deres søn Emil ved en tragisk faldulykke på et bjerg i Slovenien. 3 måneder siden Emils storesøstre mistede deres elskede lillebror. 3 måneder siden Emils kæreste mistede sin elskede. 3 måneder siden familie og venner mistede en livsklog person i deres cirkel. 3 måneder siden verden mistede et fantastisk dejligt menneske. 3 måneder med stor og ubeskrivelig og ubærlig sorg for de, der er allernærmest. En sorg som tager pusten fra dem. En sorg, som jeg ikke tror, noget menneske, der ikke selv har mistet et barn, helt kan forstå rækkevidden af. Som forældre, kan vi måske ane, at det er forfærdeligt. Men vi andre har et valg, når tankerne bliver for tunge og grimme og for forfærdelige, så kan vi "klikke væk".  Det valg har forældre bare ikke! Sorgen er der som en underliggende tone 24/7.

Karin, Emils mor, er den veninde jeg har haft længst i mit liv. Hun og jeg har været hinandens livsvidner og hjerteveninder i over 40 år. Vi har kendt hinanden over dobbelt så længe, som vi ikke har kendt hinanden. Vi har delt stort og småt. Vi har grinet og grædt, vi har diskuteret - men vist aldrig skændtes! Vi har dukket og røget. Vi har plantefarvet og filtet. Vi har syet og strikket. Vi har gået på kurser og uddannelser sammen. Vi har bagt og ædt. Vi har været på utallige ferier. Vi har passet hinandens børn. Og ikke mindst..... vore mænd kan også lide hinanden og derfor tror jeg, vi har holdt sammen i tykt og tyndt alle 4.  Vi er ikke familie, men vi er VENNER. Vi har valgt hinanden TIL, og vi ER der for hinanden, føler jeg. Karin og jeg har den sorteste humor, og det er ikke det værste man kan have sammen - hverken i sorg eller glæde.

Emils død har også ramt Per og mig rigtig hårdt. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har været så sorgfuld før. Jeg har heller aldrig set Per have så let til tårer tidligere. Emils død har også skabt ændrede tankemønstre i vores sind. Prisen er høj - men TAK Emil.
Heldigvis har vi fået lov til at være med hele vejen. Det er hårdt at mærke familien store sorg. Vi vil så gerne GØRE noget. Men hvad ER det lige man gør, når nære venner mister? Få dage efter begravelsen lånte jeg nogle 4 bøger om sorg og det at miste. Jeg har ikke nogen erfaring med det at miste. Jo, jeg har mistet min far og svigerforældre - men det er jo ligesom mere naturligt. At forældre dør, når de når en hvis alder er en helt anden situation end at miste et barn.  Jeg har været rigtig bange for at gøre noget forkert eller noget, der sårede. Været bange for at trænge mig på, i noget der jo ikke var "min sorg"! Derfor var det godt at læse nogle bøger om sorg. Egentligt ville det have været rart, at have læst dem tidligere i livet - før, der blev brug for dem. Måske kan dette indlæg være inspiration til at læse lidt om sorg for andre. Karin og jeg delte bøgerne mellem os og læste på skift. Den første og for mig den bedste var denne.....

..... "Da Marie døde".  Det er små fortællinger skrevet efter 14 årige Maries trafikdød. Små fortællinger om hvordan, Maries mor, stedfar, søskende, præst, klasselærer m. flere har været - og er - påvirket af Maries død. Det var rart at læse og opleve, hvor forskelligt forskellige mennesker oplever og tackler sorg og det at miste. Bogen er let læst selv om det er et tungt emne. Både Per og jeg flæbede os igennem den - men fik meget ud af den.

"Hjertebånd" er en anden lille bog med forskellige beretninger af forældre, der har mistet deres barn/børn. Også god at læse.

Den sidste, jeg bladrede i var denne "Med flaget på halv". På det tidspunkt jeg fik den, kunne jeg næsten ikke rumme at læse om mere sorg, så der bladrede jeg lidt i den og udvalgte de historier, jeg tænkte mindede mest om Emils død.
Jeg ved ikke, om jeg på nogen måde er blevet en bedre veninde eller støtte i sorgen. Men en ting, er står nu soleklart - og det vidste jeg faktisk ikke før. Den sorg man rammes af, når man mister sit barn - kommer man ALDRIG over. Det er den ting, som går igen og igen gennem alle beretningerne. Sorgen mildnes for de fleste over tid - men der kan gå laaaaaaang laaaaaang tid - mange år.

Hvordan går det deroppe.......?
Det er det spørgsmål, vi har fået stillet mest de sidste 3 måneder. Tja....... det spørgsmål, kan de faktisk ikke selv besvare, når vi spørger - og jeg/vi kan da endnu mindre. Der er jo nødvendigvis ikke sammenhæng med det andre ser udadtil, og de følelser, der river i ens hjerte. Karin siger, at det nærmest er 2 parallel-verdener, der kører ved siden af hinanden. 
Efter at have læst ovenstående bøger og har snakket med Emils forældre og søster, har jeg fået en forståelse for, at forældre og søskendes største frygt er, at deres barn/ søster/bror skal blive glemt. Vi er så dårlige til at snakke og tackle sorg på vore breddegrader. Her skriger man ikke sin sorg ud - med mindre man går alene på stranden. Her forventes det af nogle, at man er "Fit for Fight" både socialt og arbejdsmæssigt efter nogle måneder. Man skal ikke "dyrke" sorgen!!!! Næh - det skal man måske ikke, men man skal i hvert tilfælde give sig selv ( og andre) plads og rum til at mærke sorgen og bearbejde den i det tempo, der er rigtig for den enkelte.
I gamle dage gik man med sørgebind i et år, - ikke at det behøver genindføres. Men det var en måde at vise omverdenen, at man var i sorg. Hvordan viser man her i 2016 at man stadig er i sorg.  Jeg tror, nogle har brug for det. Lad folk sørge, så længe de har brug for det. Sorg tar tid.

Som en præst har skrevet. SORG ER KÆRLIGHED, MAN IKKE KAN KOMME AF MED.

I morgen er det som tidligere skrevet 3 måneders dagen for Emils død. Emil har fået sin egen hyggelige have på kirkegården. Med bænk, træer og masser af smukke sten. I Emils have finder man ro. Her er dejligt at sidde - men snart bliver det koldt at sidde der. Emil - skal vi lave din have overdækket?????? Ja, jeg spørger bare :) Hils i Engleland :)