Må man kysse en ged

Når låget springer af.........

For ca. 7 uger siden - og en lille uge efter jeg skrev det forrige indlæg om pimpningen af vores campingvogn - skete der for mig - noget ret dramatisk. Jeg gik totalt i dørken med stress!

Når jeg vælger at skrive om det her, er det et led i at bearbejde det stormvejr af følelser, der har rast og stadig - om end i kortere perioder - raser i mig. Det er ikke, fordi min fortælling er særlig slem i forhold til det, rigtig mange andre går og kæmper med, men for mig ER det en hård nyser, og jeg har virkelig været helt derude, hvor jeg faktisk knap kunne bunde. Nu begynder det heldigvis så småt at lysne fra øst, og tidevandet begynder så småt at trække sig tilbage. Dvs. alle de fysiske gener, som følger med det at være ramt af stress, er der stadig i svær grad, men gennem terapi, begynder jeg nu at mærke lyset for enden af tunnelen, og ved at jeg nok skal komme igennem med tiden :)
Det er også vigtigt for mig at sige, at der ikke er anklager i det jeg skriver. Jeg ved, jeg selv har en del af ansvaret for min stress - for man skal gå i tide, når ens arbejde ikke føles godt for "sjæl og legeme". DET er bare SÅ meget nemmere sagt end gjort!!!! Skal jeg komme med en lille forundring... er det, at vi har et samfund med - på den ene side - mange arbejdsløse og på den anden side mange der har en alt for stresset hverdag. Tænk, hvis man kunne få det til at gå op i en højere enhed og fordele arbejdsmængden på flere hænder.Tror samfundet vil spare penge i sidste ende, hvis det kunne lykkes.

Igennem rigtig lang tid, har jeg været stresset på arbejde. Jeg har prøvet det før. For ca. 5 år siden var jeg sygemeldt nogle måneder og gik derfra langsomt op i tid, indtil jeg nåede op på de 22½ time, jeg havde besluttet mig for at arbejde. Det var rædselsfuldt dengang, og jeg lovede mig selv og min familie, at der, skulle jeg aldrig ud igen.

De/jer, der selv har prøvet turen - og det er der jo desværre mange der har, ved jo selv hvilken glidebane det er. Symptomerne kommer en efter en. Mine har bl.a. været TRÆTHED TRÆTHED og atter TRÆTHED til at begynde med. Problemer med at falde i søvn, opfarenhed, dårligt humør, - men hvad pokker, det er der jo så mange, der har problemer med. Så kommer der nogle gode dage, hvor det bare kører derud af. Dejlige kolleger og følelsen af sammenhold og det at trække på samme hammel. Man klemmer ballerne sammen og tænker, at det ka´ ski ikke passe, at man kan få stress af bare 22 ½ time. Har siden fået at vide, at HVIS man nu havde haft flere timer til at nå sit arbejde, så var sandsynligheden for stress mindre. Det ved jeg så ikke, om det passer - men det lyder jo ret sandsynligt :)
Så begyndte jeg at glemme, ikke bare GLEMME, men RIGTIG glemme. Så kunne jeg ikke overskue selv små ting, og især ikke forandringer. Forandringsparatheden har også en grænse. Hjertebanken, konstante hedeture - som stort set forsvinder, når jeg går herhjemme.

Næste trin var, at jeg ikke kunne koncentrere mig. Multitaskning har ellers været mit mellemnavn,  men til sidst - inden det gik helt i ged - kunne jeg hverken strikke, hækle eller lave andet kreativt, og SÅ er den altså HEL GAL!!! Faktisk måtte jeg ligge ca. 3 timer hver eftermiddag, når jeg kom fra arbejde. Ikke for at sove, for det kunne jeg heller ikke længere, bare ligge og forsøge at hvile. Tidligere kunne jeg snuppe et powernap, og så var jeg på banen igen. Ingen overskud overhovedet men masser af dårlig samvittighed over alt det jeg ikke formåede. I Januar lavede jeg en TIME OUT! Jeg rensede kalenderen for de fleste aftaler, sagde nej til mange ting og var en rigtig kedelig lyseslukker. Heldigvis har jeg VERDENS BEDSTE OG MEST HJÆLPSOMME MAND, og Gud ske lov for det. Han sagde mange gange, at jeg bare kunne sige op. Men det turde jeg faktisk ikke! Tæt på efterløn, næsten 59, kvinde og med den store arbejdsløshedsprocent, der er i min aldersgruppe, ville det være noget af det dummeste at gøre. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg ikke kørt linen så langt ud.

Pludselig en dag sprang elastikken. En bette petitesse, men bare lige dråben, der fik bægret til at flyde over. Jeg måtte tudende gå hjem fra arbejde og vist efterlade chokerede kollegaer. Jeg er ellers ikke typen, der græder hvert år! Efter en uges sygemelding, hvor jeg bare havde det SÅ dårligt, tog jeg beslutningen om at sende min opsigelse. Kunne mærke, at der ikke kunne finde en healing sted, før jeg tog denne beslutning. Om den var svær at tage???? Både ja og nej! Svært at skulle "give op" og forlade nogle dejlige kolleger - let, fordi der ikke var anden vej tilbage.

Min sommer blev ikke nogen drømmesommer. Det blev dog - på trods - en god sommer i tosomhed med Per, hvor nærhed og "lave ingenting" var kodeord. Jeg har INTET lavet - det har jeg ikke kunnet. Jeg har siddet i solen og suget D-vitamin. Det, der har været bedst for mig var at være i campingvognen. Ingen kendte folk, 5 minutters oprydning, ingen beslutninger, der skulle træffes, ud over om jeg ville have et bad eller ej. Maden blev serveret, Per trak mig med ud på små overskuelige gå og cykleture. Det var faktisk rigtig svært at komme hjem til Brande igen. Her er alt for mange beslutninger, der skal træffes.

Jeg har rigtig mange fysiske og psykiske gener, som jeg af hjertet håber bliver bedre, for ellers er prisen for at arbejde, som jeg har gjort, ALT for høj. Jeg har altid elsket at arbejde, få noget fra hånden. Hjælpe andre og give en hjælpende hånd med, når jeg kunne se det kneb for kollegaerne at nå deres. Jeg er kreativ og får mange ideer til hvordan man kan optimere og forbedre, og ofte har det jo medført lidt ekstra arbejde i første omgang. Noget som jeg gladelig har påtaget mig. Men prisen har altså været for høj.

Jeg kan f.eks. ikke se en TV-avis eller en film. Hvis der kører undertekster, kan jeg ikke koncentrere mig.  Jeg er rastløs, har ikke kunnet læse, kan slet ikke tåle støj - dvs. kan ikke sidde ret længe i selskab med andre. Svært ved at være sammen med alle 3 børnebørn på en gang. Kan ikke gå ud og handle mere end 3-4 ting. Skal have alt skrevet ned. Må tit gå ud af en butik igen. Må lægge mig flere timer, hver gang jeg har lavet en lille smule. Tør ikke ringe til f.eks fagforening, kommune og forsikringer o.l. og er der noget man skal, når man er syg, så er det da det! Godt jeg har haft en god veninde, der har hjulpet mig med det.

Alt tager lang tid. At skrive dette indlæg, har taget 100 år og en søndag - noget som normalt kunne gøres på måske en ½ time. Nu må jeg se, hvornår jeg tør lægge den ud :)

Men nu.........Slut på jammedalen :)

Skal jeg sammenligne med, hvordan jeg havde det for 5-7 uger siden, ja SÅ går det fremad :) Nu kan jeg (ind i mellem) snakke uden at tude. Jeg er begyndt at bruge nogle redskaber, jeg fik af en coach for 5 år siden. Jeg er begyndt i terapi. Jeg er ikke vred længere, jeg har taget ansvaret over på mig selv, og jeg forsøger at lade det ansvar, der tilhører andre, ligge. Jeg er begyndt, at kunne mærke efter og sige NEJ TAK. Er blevet bedre til ikke at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg skulle have handlet anderledes. 
Efter en god snak med min læge den anden dag, er jeg nu ved at affinde mig med, at jeg ikke er rask, hverken i dag eller i morgen. At jeg faktisk ER syg, og det er ok med ro og hvile i måske flere måneder. At kunne skrive dette blogindlæg er et godt skridt på vejen. Jeg er spændt på, hvordan mit arbejdsliv bliver - men ÈT er sikkert, jeg kommer til at sadle helt om :)

TAK FORDI DU LÆSTE med :)