Må man kysse en ged

Alder - hvad er det?

Det der med alder er en underlig størrelse. Nogle morgener - indrømmet jeg er B-menneske med STORT B - føler jeg mig som et mosefund på 213 år, når jeg kl. 7 tager tilløb til at kravle ud i den truende verden - andre gange føler jeg mig som en 10 årig på æblerov. Indrømmet, den sidstnævnte tilstand kommer jeg nu ret hurtig ud af, når jeg kommer til at se mit eget spejlbillede under den obligatoriske tandbørstning.

Det er nu ikke fordi, jeg bruger mange tanker på min alder - men fordi min mor netop har rundet de 80, og nærmere ser ud som en på 70, kan jeg jo godt fornemme at min alder også begynder, at snige sig derop, hvor man egentlig godt kunne forvente, at de unge rejser sig for en i bussen! Det har jeg nu ikke oplevet endnu - nåh jo, engang i 77  ( 1977 ) da jeg i bybussen i Prag - af vores guide - blev opfattet som lettere gravid . En 70- årig mand måtte dengang vige pladsen, så jeg kunne få en sid-ned. Men siden har det været småt med personer, der har rejst sig op i bussen for mig. Ja, skal jeg nu være helt ærlig - så har jeg heller ikke kørt med bus siden!

mormor 80 år 005.JPG

Når jeg kigger på dette billede - taget på mors fødselsdag - af 4 generationer, kan man vist godt se at visse gener går igen ? Det er fødselaren, der sidder for bordenden ( det var jo hende, der skulle betale :)) - og så er det hendes afkom og barnebarn der sødt flankerer hende. Jeg håber ved gud, at nogle af hendes gener - vedrørende det  at holde sig godt op i alderen - slår en lille smule igennem hos mig - ellers må jeg jo prøve at købe noget pænt tøj og tage en stor hat på! 

mormor 80 år 018.JPG

I den anden ende af aldersskalaen har vi yngste skud på stammen - lille Silke Oline - bare 3 måneder gammel. Her ligger livet åbent, og hun er tilfreds, bare hun får en pat i munden 1½ sekund efter hun har givet udtryk for, at nu er nu! Og hvor når er det lige, man får lov til at ligge midt i desserten på spisebordet med alles bevågenhed. Ja, som 57 årig er den mulighed vist passeret. HELDIGVIS, vil jeg sige.

Hver alder har sin charme, siger man. Gad vide, om det er en først i 30´ erne, der har udtalt disse vise Gajol-ord?