Må man kysse en ged

Man må gerne kysse en GED........ hvis man kan!

Alsace 2013 032.JPG

Selvfølgelig må man kysse en ged - hvis man KAN!  Det kan dog være mere end besværligt, hvis det er en ged man møder i Vogeserne i Alsace, hvorfra vi lige er kommet hjem. Til gengæld er det de smukkeste og mest selvbevidste geder man kan møde her. Selv om de møder en bus af en hvis kaliber, vader de sejerssikre ud på vejen, og så er det bussen, der må holde tilbage - for de gør det ikke! Desværre nåede vi ikke at snuppe flere billeder før gederne havde passeret vejen og var videre på deres vandring, men ofte er billederne på nethinden også de smukkeste :)

 

Alsace wind 2013 008.JPG

Vi boede på et dejligt, højt og smukt beliggende, lille Hotel nær Eguisheim. Først gang vi var på besøg her er omkring 20 år siden, og hotellet har ikke ændret sig siden. Det er meget tuttenuttet, der lugter stærkt af duftlys og andet ( rigtig dejligt, når man har duftallergi :() - overalt er der nips. Alle værelser er forskellige og hyggelige, og det er virkeligt en oplevelse at bo her. En kamp at komme i seng hver nat. Først skal man have flyttet en million pyntepuder og tæpper, derefter skal man have løftet lidt op i "konvolutten", så man kan få lirket sin krop derned, og derefter skal man have trukket forskellige vattæpper hen over konvolutten, så man kan holde varmen. Og når man så får en hedetur eller skal på toilet om natten, ja, så må man så vikles ud først og gentage proceduren, når man skal sove igen. Besværligt men autentisk - og det er jo det der er sjovt, når man er på ferie!

 

Alsace wind 2013 005.JPG

Og med sådan en udsigt fra sit værelse bliver det vist ikke bedre - konvolutter eller ej! Druehøsten kom i hus, mens vi var der, så det blev selvfølgelig til et par vinsmagninger. Ikke min bedste hobby, men den kunne nemt kombineres med min hobby - nemlig at strikke :) Min søde kollega Karin, ser en smule skeptisk ud - forståeligt nok, for det var dælme mange forskellige vine vi skulle igennem!

 

Alsace wind 2013 043.JPG
Alsace wind 2013 023.JPG

Alle druer i vores område bliver håndplukket - et kæmpe arbejde, hvor familie og venner og andre interesserede hjælper til.  

Alsace wind 2013 011.JPG

Når man til dagligt bor på den jyske hede, kan man nu godt blive en smule betaget af bakkerne i Alsace. Egentligt er Alsace en smule for tuttenuttet efter min smag, jeg er mere til Provence, men når det bare er nogle dage i dejlige menneskers selskab - som denne gang - ja, så takker jeg ikke nej.

Alsace wind 2013 013.JPG

Med hovedpude, strikketøj og beautybox ( ikke at den redder en hel masse :)) under armen, er jeg klar til at indtage Hotel Bellevue - og som altid, når man er i Alsace møder man nogle fra Brande. Tom Larsen har været fast gæst på hotellet gennem 24 år, og han var en af dem vi mødte. I en anden by mødte vi andre tidligere branditter - jo verden er lille.